September 2021
September 2021 referat Vores CM for september, Finn, havde sammen med Erling arrangeret en tur til Drastrup, som ligger 4 km syd for Gilleleje. De havde researchet på et meget spændende krigsmuseum, som lå godt gemt væk fra hovedvejen, på et stort gammelt gartneri. Vi (Jørgen, Sv. Erik, Erling, Jens Steen, John, Harald, Torben og Finn) fandt sammen i diverse biler og mødtes på museet, som har Danmarks største samling af tyske effekter fra 2. verdenskrig (fly, køretøjer, våben m.m.). Det passes af ca.10 personer, som kalder sig ”Gillelejegruppen”, med Henrik som leder. Som en god start på arrangementet bød Henrik på en lille skarp og kl 11 startede han på et fantastisk informerende foredrag om 2. verdenskrig. Kl. ca.12 var der dækket op til frokost på et langt bord, som var placeret i hallen, blandt flyvemaskiner og diverse køretøjer. Vi fik smørrebrød, dertil øl og snaps ad libitum (tysk selvfølgelig). Det var rigtig hyggeligt. Kl. 13 fortsatte Henrik sine informationer, samtidig med, at vi fik vist diverse effekter på området, så som kampvogne, biler, et beskyttelsesrum med lazaret m.m. Kl. 14 var det slut, hvorefter vi drog hjemad.
Mester Torben
August 2021
”Og det skete i de dage” at Ceremonimesteren – mig selv sagde hunden - lod udgå en opfordring til Vulpes Veteres: Gå under Jorden 11. august! 8 Ræve fulgte opfordringen, Finn, Erik, Sv. Erik, Jørn, Harald, John, Niels - og en selv. Efter det obligatoriske besøg i Dr. Nielsens mobile konsultation gik vi under jorden – og tilbage i tiden. Det var en fremragende udstilling med lyd, billeder, tekst og effekter – som undertegnede i hvert fald skal gense. Mættet af indtryk og tanker, tilbage i nutiden, til lækker frokost på Petersborg - med hvad dertil hører. Erik kunne ikke helt løsrive sig fra udstillingen og fik derfor kun en lille fadøl da han nåede frem. Jørn og Harald forlod os efter frokosten, resten af os satte kursen mod en ikke helt ukendt bodega på Chr. Havn, Finn og Niels i bil, de sidste fire af os med havnebussen. Det blev en længere tur, så da vi nåede frem til bodegaen, var Finn og Niels for hjemadgående Fin afslutning på dagen og kajkanten med kolde portere og Amagerbryg.
Jørgen
Juli 2021
Som Ceremonimester for juli, havde Erik arrangeret en tur til fiskerihavnen i Sydhavnen, hvor vi (John, Harald, Erik, Jørgen, Erling, Finn, Sv. Erik og Torben) mødtes med havnens sidste fisker, Brian. Efter den sædvanlige medicinering fortalte Brian om havnens problemer. Da Sjællandsbroen og Jernbanen skulle etableres, blev havnens område stærkt reduceret. Man kæmper nu med næb og klør for at beholde det nuværende havneareal. Kommunen vil gerne bygge huse på noget af arealet, men det betyder en stor indskrænkning af området. Efter mødet med Brian gik vi over til et lille hyggeligt spisested, som Erik havde researchet. Der fik vi smørrebrød, øl og snaps til meget billige/ fornuftige priser. Således forsynet med lidt til hovedet og maven, sagde vi tak for i dag. Det vil sige, Jørgen, John, Erik og Torben måtte lige gøre et pit stop inden turen gik hjemad.
Mester Torben
Juni 2021
Så har vi igen haft en dejlig Rævedag. Det har behaget deres velærværdigheder Finn og Niels, at arrangere en dejlig Bakketur, som gik lige efter den sædvanlige opskrift ---- og dog. Denne gang blev der suppleret med et kulturelt indslag.
Vi (Erik, Jørgen, Harald, Jens, Finn, Niels, Sv. Erik, John og Torben) mødte som sædvanlig ved den væltede træstamme, hvor vi med kraftfulde stemmer sang ”Der er et yndigt land”. Derefter var der aftalt et møde med en person fra Bakkens Rutsjebane, hvor vi blev orienteret om Rutsjebanens historie. Vi så bl.a. på banens konstruktion og fik lidt at vide om sikkerhedssystemerne. I dag er der ingen bremsemand med på toget. Vognene er sensorstyret.
Således beriget, gik turen til Bondestuen, hvor vi fik fyldt vore maver. Ved 3-tiden skiltes vi. Jens, Finn og Sv. Erik havde andre planer for eftermiddagen. Resten af selskabet ville gerne have et pit stop hos Torben. De blev derfor afhentet af Jette. Harald og Niels kørte selv i Niels nyindkøbte røde MG. Efter en times tid på terrassen med lidt til ganen, kom Jørgens søde kone Marianne, som sørgede for, at dem, som ikke var selvkørende, blev kørt til toget. Endnu en dejlig Rævedag var slut.
Mester Torben
Maj 2021
En stor tak til Erling, der påtog sig opgaven, som Ceremonimester for maj måned. Han havde en idé om en hyggelig sammenkomst ved golfbanen på klausdalsbrovej i Silles Café. Det lød godt. Erling, John, Niels, Jens, Sv. Erik, Finn og Torben indfandt sig kl. 1230 til en dejlig frokost, hvor der blandt andet blev serveret tatarmadder, stjerneskud og gammel ost. Dertil var Erling vært med et stort glas Grimbergen hvortil Finn sponsorerede en O.P. Efter et par hyggelige timer hos Sille gik turen hjem til Erling, hvor der var kaffe og kage. Forinden havde vi lige beundret Niels nyindkøbte røde MG sportsvogn. Det var en lækker sag. Ved 1730 tiden forlod vi Erling i god ro og orden. Han bød selvfølgelig på øl og Dr. Nielsen til de trængende, men da de fleste var selvkørende var der ikke den store lyst.
Mester Torben