Marts 2022 referat
Under vores fødselsdagsfest på ”Restaurant Halvvejen” i februar måned, tilbød Finn og Erik i fællesskab, at stå for marts arrangementet. Det blev på alle måder en fantastisk god oplevelse. Alle 11 ræve mødtes til medicinering foran ”Haanings Collection” i Bagsværd, hovedstadens bilmuseum og oplevelsescenter. Vi så en imponerende bilsamling, der spænde over 135 års bilhistorie, og er dermed blandt de allerstørste i Danmark, med 30 motorcykler, 30 knallerter og 11.000 modelbiler. Dertil kommer en stor bilsamling, der består af 87 køreklare istandgjorte biler, den ”ældste” er en Mercedes, som godt nok er en kopi af deres første bil fra 1886. I anledning af bilens 100 års jubilæum, blev der fremstillet 25 kopier i 1986, hvoraf ”Haaning Collection” erhvervede en. Et besøg i den lille biograf, hvor vi blandt andet så en film om den gamle Mercedes, blev der også tid til, inden vi begav os til ”Golfklubben Hjortespring” for at spise frokost hos ”Pot og Tot”. Kaffen nød vi udenfor i en hyggelig solkrog inden vi drog hver til sit. En stor tak til Finn og Erik for et godt arrangement. Mester Torben
Vulpes Veteres 21 år!
Februar 2022 referat ( 21 års fødselsdag d. 28. ) Mester påtog sig opgaven, at arrangere klubbens 21 års fødselsdagsfest d. 28. Denne gang lykkedes det, at få plads på Café Halvvejen. Vi mødtes ved RundeTårn til medicinering, hvorefter vi i stille trav, bevægede os rundt om hjørnet til Caféen. Vi blev budt velkommen af Svende (ejeren), som havde dækket op på det runde bord, som normalt er til 6 mand. Vi var godt nok 8, men slanke atletiske fyre ha.ha. Til vores store overraskelse var der placeret en Arnbitter ved hver kuvert, det var Erling, som desværre ikke kunne deltage, som havde betænkt os. Stor tak til Erling. Vi nød en dejlig frokost med øl og O.P. Efter et par timer skiltes vi. Erik, Finn og Harald gik til Nørreport. De øvrige, Jørgen, Jens Steen, Sv. Erik, John og Torben gik en tur ned ad Købmagergade for at tage Metroen fra Kongens Nytorv. Det var dog nødvendigt, at lave et pitstop hos Nick, hvor vi lige skulle fordøje dagens oplevelser med en lille en til halsen. Derefter gik turen hjemad. Mester Torben
December 2021
Vores Ceremonimester for december, Erik, havde grundet julen, tilsagt rævene til et kulinarisk arrangement i sit dejlige hjem kl.13. Han var kort forinden kommet hjem fra Spanien, hvor han havde tænkt tanker om, at lave en anden julefrokost end den sædvanlige. Nu skulle der ”andre boller på suppen” og det kom der. I sofagruppen blev vi budt på små cana`péer med foie gras, dertil en dejlig tør sherry just hjemkommet fra Spanien. Efter en stund gik vi til et veldækket bord med hvid dug, fint porcelæn og glas. Midt på bordet var der sat en meget flot blomsterdekoration med alpevioler. Vi startede med røde, hvide og stegte sild i eddike, som Erik selvfølgelig selv havde lavet. Der blev spist og drukket godt til silden. Derefter var der sprængt oksebryst, sylte og selvom vi ikke var nået til natten, så fik vi også en ”dyrlægen”, med en meget lækker og velsmagende leverpostej. Vi måtte nu lige puste lidt inden osten, som bestod af både milde og stærke typer. Som rosinen i pølseenden sluttede vi af med en flere år gammel pot case. Det var svært, at finde superlativer for, at beskrive dette fantastiske måltid. Godt gået Erik. Mens vi nød kaffen, chokoladen og cognacen (xo) dukkede Elisabeth op, det var rigtig hyggeligt. Vi skulle/kunne oprindelig have været 11, men som dagen nærmede sig, kom der af forskellige årsager afbud fra 5, så vi var 6 der deltog i dette overdådige arrangement (Jens Steen, Jørgen, Erik, Jørn, John og Torben). Vi forlod Erik sidst på eftermiddagen i god stemning.
Mester Torben
November 2021
Så blev det igen tid til et hyggeligt Ræve arrangement . Denne gang med John som Ceremonimester. Han kaldte til samling kl. 1130 på Snedevigs bro, hvor medicinering, på behørig vis, skulle finde sted. Der var dog bare det lille problem, at på grund af ”trafikale” forhold, ankom han først ved 12 tiden, hvilket krævede en dobbelt medicinering. Vi besluttede derfor, efter moden overvejelse, at droppe besøget på Nationalmuseet, da en lille time var for lidt tid til den store udstilling. Det må blive en anden gang. Vi begav os derfor i et roligt, stille tempo hen til Canalcafeen, hvor vi fik vores gode gamle bagerste lokale stillet til rådighed. Da vi kun var fem personer (Jørgen, Jens Steen, Niels, Torben og John), havde vi god plads. Efter spisning bestemte vi os for, at besøge vores gamle samlingssted Nick. Det viste sig at være en super god ide. Vi var de første gæster (åbner kl.15). Mens vi sad og nød en ”shoot” og en julebryg, bød værtinden på portvin og småkager i anledning af sin fødselsdag. Det gentog sig senere, så vi var i god stemning da vi forlod stedet, sidst på eftermiddagen. Vi skulle alle med Metroen, men selv om der kun var ca. 400 meter derhen, så lykkedes det alligevel på forunderlig vis, at blive væk fra hinanden. Jeg har senere erfaret, at alle kom hjem i god behold.
Mester Torben
Oktober 2021
Så har Finn igen ført sig frem, denne gang, som CM for oktober måned. Han syntes vi skulle opleve Danmarkshistoriens mest betydningsfulde kvindelige billedhugger, Anne Marie Carl-Nielsen, i en stor solo udstilling på Glyptoteket. Det var godt tænkt Finn (sidst vi var på Glyptoteket, var i maj 2007, hvor Leon var CM ). Finn havde blæst til samling kl. 1045 ved indgangen til Glyptoteket. Vi (Jens, Jørgen, Sv. Erik, John og Torben), blev budt velkommen af Finn med lidt sedativt til halsen. Harald mødte senere til spisning. Der var afbud fra Erik, Niels, Jørn og Erling. Det var en rigtig god oplevelse i meget smukke omgivelser, for nogle var det første gang de besøgte Glyptoteket. Udover Anne Marie Carl-Nielsen, kunne man også se Dæmonguden Bes (Ægyptens beskytter), Dansk kunst 1780 – 1930, Fransk kunst 1800 – 1870, Dansk og Fransk skulptur m.m. Der er meget at se på Glyptoteket, de 2 timer der var afsat, var langt fra nok, men man kan selvfølgelig gå derind en anden dag. Vi havde aftalt at mødes i vinterhaven kl. 13 til beundring af ”Vandmoderen”, af Kai Nielsen. Derefter gik vi over til Tivoli Cafèen, hvor Harald var mødt. Vi indtog en hyggelig frokost og sluttede dagen i god ro og orden ved 15 tiden.
Mester Torben